torsdag den 27. januar 2011

Computerspil er kulturarv

I medierne har der været fokus på hvorvidt det kongelige bibliotek lever op til deres rolle i forhold til indsamling og bevaring af computerspil. Bl.a. om området skal have en særlig lov eller loven skal præciseres.

For nylig blev jeg interviewet af Århus Stiftstidende om emnet, hvor jeg bl.a. sagde:

Er computerspil bevaringsværdige?
Ja klart, fordi de er en del af vores kulturarv. Og kulturarven er det vi bygger vores identitet på.
Selvom computerspil i historisk perspektiv er forholdsvis nye, viser de utrolig meget om den teknologiske udvikling og faktisk også om hele samfundsudviklingens hastighed. Den udvikling som man pludselig får sat i perspektiv ved at se de første Commodore 64 til de internetbaserede community platforme vi er på i dag.

Hvis ja, hvem bør så påtage sig opgaven?
Det er klart en opgave for Det Kongelige Bibliotek, men gerne suppleret af private initiativer som f.eks. spilmuseet i Ikast. Danske producenter og udgivere af computerspil er ifølge loven om pligtaflevering, forpligtet til at indlevere.

Og til det kan jeg så tilføje, at jeg synes at man bør overveje om lovteksten er god nok. Jeg synes den bør udvides til også at omfatte når der f.eks. dansk ophavsmand, dansk producent, dansk-ejet IP eller dansk udførelse tæller med, når KB skal indsamle spil via Pligtafleveringsloven.

onsdag den 26. januar 2011

Folkets bibliotek

I Weekendavisen har der været lidt debat om bibliotekerne. Det hele startede da en elitær traditionalist (og måske endda bruger, men det siger han ikke noget om) Claes Kastholm Hansen i et interview kommer med sin meget smalle opfattelse af medieudbuddet på bibliotekerne:

- Skal Elsebeth Egholms slet ikke stå på biblioteket?
»Hmm… egentlig ikke. Ifølge loven er bibliotekernes hovedopgave at styrke og gøre det kulturelt værdifulde tilgængeligt. At de har udvidet repertoiret, er til en vis grad rimeligt, men de er gået langt over stregen, for det er ikke sket for at styrke kulturen, men for bibliotekarstillingernes skyld. Bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har, i deres forsøg på at få så mange kunder i butikken som muligt. De mere krævende bøger, som for bare ti år siden ville stå på hylderne - H.C. Branner f.eks. - bliver i højere og højere grad arkiveret i kælderen. Hvorimod alt bævlet står der.«

- Skal litteratur absolut være elitær?
»Elitær altså… Knut Hamsun, en af verdenslitteraturens allerstørste forfattere, har aldrig været elitær. Vi taler om et million-publikum, og vi taler STADIG om det. Norsk Gyldendal har lige udgivet hans samlede værker i en 27 binds pragtudgave, der går som varmt brød. Hamsun kan læses på mange niveauer, men er elementært underholdende. Tolstojs Krig og fred og Anna Karenina er pragtfuld og spændende litteratur. Dostojevskij er mere vidtløftig. Det Kongelige Teater spiller lige nu en version af hans Forbrydelse og straf. Det ER fantastiske ting OG underholdende samtidig. Så opfattelsen af den store episke litteratur som elitær synes jeg ikke er rigtig. Men i øvrigt har jeg intet imod det elitære. Hvis man vil slå en kultur ihjel, skal man bare kræve, at alle skal kunne forstå alt.«

Ugen efter følte Danmarks Biblioteksforenings formand sig kaldet til at svare igen på den svada. I kommentaren skriver han:

Folkebiblioteker til folket
Claes Kastholm Hansen er ked af det. Han mener, at bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har. Han kan ikke forstå hvorfor det ikke er bøger af H.C. Branner og Dostojevskij der som det første møder alle de åndløse, som går på biblioteket. Og Hamsun, se dét er kultur, ikke ligegyldigheder fra Elsebeth Egholm og Dan Brown.

Claes Kastholm Hansen vil gerne ændre bibliotekernes udvikling, og lade dem forblive som bogmuseer for folk, der virkelig ved, hvad kultur er.

Jeg vil til gengæld gerne være med til at udvikle folkebibliotekerne, og lade folk opdage alt det der sker i verden i dag – og ved samme lejlighed give folk mulighed for også at fordybe sig i de mange fine gamle bøger, som bestemt også findes.

Kære Claes Kastholm Hansen, jeg sætter utrolig stor pris på dine store insisteren på at holde fast i klassikerne, for de fortjener anerkendelsen. Men lad os sammen også se fremad, og udnytte den ressource som folkebiblioteket er til at tiltrække de unge, og lade det brede bibliotekstilbud være med til at danne de kommende generationer.

Og nej, nutidens forfattere skriver ikke som de gamle klassikere. De er præget af den tid de lever i, ligesom bibliotekerne i deres udbud af bøger forsøger at afspejle den tid vi alle vokser op i og formes af.

En af bibliotekets fineste opgaver er at formidle kultur gennem litteratur, lyd og digitale medier, præcis sådan som biblioteksloven foreskriver det. Og kultur er i den sammenhæng både nutidens kultur og tidligere tiders kultur - og bare rolig Claes, det er der alt sammen på biblioteket.

Men der er ikke plads til at det hele står fremme. Som du sikkert ved, er der i en del år blevet nedlagt temmelig mange biblioteker, så det er blevet en endnu større udfordring for bibliotekerne at få det bedste ud af det eksisterende. Hvilket de faktisk gør med stor succes – bare se på besøgstallene. Skulle vi ikke i stedet for hylde de mange dygtige bibliotekarer, som formår at skabe den store interesse for at gå på biblioteket?

Uden denne interesse ville der jo være langt færre, som også faldt over Tolstojs Krig og Fred, samtidig med at de var på biblioteket for at låne bøgerne til deres studie, musikken til iPod’en eller knaldromanen til sofaen en mørk vinteraften.

Folkebibliotekerne er for hele folket, og det kræver bredde i udbuddet. En bredde som hele tiden skal udvikles og evalueres, men aldrig afvikles, for dét ville først for alvor være en kulturel katastrofe!

mandag den 17. januar 2011

LollandBibliotekerne i vidensamfundet

Tirsdag morgen skal jeg lave oplæg i Nakskov på mit fortsatte roadshow om ”Folkebibliotekerne i Vidensamfundet”. Lolland Kommune har generelt store udfordringer af demografisk karakter (og nej jeg skriver ikke udkantsdanmark, for det kommer an på hvor man ser verden fra).

I forhold til bibliotekerne har de holdt fast i en struktur med 8 afdelinger, heraf 2 små ø-filialer. Så der er jo nok en løbende overvejelse om hvordan den fremtidige struktur skal være. I forhold til borgerservice findes det nu kun i Nakskov og Maribo, mens det fysisk er nedlagt i de øvrige 5 "gamle" kommuner.


Mit indlæg i dag har afsæt i....

fredag den 14. januar 2011

Det koster at udsulte innovation

I dag kunne man i Computerworld læse denne overskrift ”Det koster at udsulte innovation

Jeg tror de har fat i en meget vigtig pointe. De skriver at ifølge hundredvis af it-beslutningstagere fra otte lande i Europa, Mellemøsten og Afrika går det ud over konkurrenceevne og produktivitet, at området innovation udsultes i budgetterne. Fordelingen af penge til drift, vedligehold og innovation er så skævt fordelt i mange virksomheder, at manglende investeringer i innovation går ud over konkurrenceevne og bundlinje. Det er en af konklusionerne i en undersøgelse, som software-koncernen SAP står bag.

Bibliotekerne har også behov for innovation
Jeg kan frygte den samme situation i biblioteksbranchen, som eller traditionelt er kendt for at være en af de mest innovative. Den økonomiske krise generelt og de mange kommunale nedskæringer, kan få chefer og politikere til at nedprioritere udviklingsarbejdet til fordel for bare at holde lyset tændt. Det er at grave sin egen grav, hvis man ikke konstant udvikler sine tilbud over for de krævende og kritiske brugere, de vil nemlig forsvinde, hvilket vil føre til flere nedskæringer – altså den negative spiral.

Sidste år lavede Danmarks Biblioteksforening en konference om innovation i en krisetid hvor der blev udviklet en række gode råd. Se dem her

For meget til drift
Den undersøgelse som Computerworld tager udgangspunkt i omfatter knap 500 it-beslutningstagere fordelt på otte lande. En tredjedel af de spurgte mener, at deres it-strategi fokuserer for meget på 'bare' at holde it-systemerne kørende i det daglige.
Strategien med 'bare at holde lyset tændt' afholder 60 procent af de spurgte fra at investere i innovation.

Usikkerhed omkring økonomien angives af 48 procent af de adspurgte som en væsentlig årsag til de manglende investeringer i innovation, mens 39 procent mener, at der bliver brugt for mange penge på driften.

Hvis bare...
Mange mener ligeledes, at denne situation går ud over såvel konkurrenceevne som produktivitet. SAP Danmark oplever kunder, som gerne vil øge investeringerne i innovation og dermed få bedre gang i forretningen, hvis bare de kan få reduceret deres udgifter til drift og vedligehold.

Der er altså en stor opgave i konstant at udvikle rationelle driftløsninger, for at sikre råd og tid til de innovative tiltag. Men det er to sider af samme sag, at skabe rationaler og være innovativ, selvom det kan være ekstremt at skabe forståelsen for at det er nødvendigt hele tiden af innovere.

Så prioriter de innovative tiltag også selvom vi bliver presset økonomisk.

Lav en innovationsstrategi - du kan f.eks. tage udgangspunkt i de 13 innovations råd vi har udviklet.

onsdag den 12. januar 2011

Gang i debatten om kultur og biblioteker

Der er flere der har skrevet og spurgt om min blog er gået død, men nej det er den da ikke, selvom jeg måske har været lidt en dødbider. Jeg har vist bare prioriteret anderledes med lidt influenza, jul og hvad der nu sker i et årsskifte.

Men der er gang i debatten om kultur om biblioteker mange steder. Jeg har noteret mig at der har været lidt debat mellem fremtrædende biblioteksfolk og kulturministeren, om hans engagement i bibliotekssagen eller mangel på samme. Det startede med en artikel i Politiken som skrev at ”Per Stig Møller er fuldstændig væk” i forhold til sin interesse for biblioteker, hvilket formanden for BF og Danmarks Biblioteksforening bakkede op om.

Det afstedkom så endnu en artikel i Politikken om at ”Nøgne damer skræmte Per Stig væk fra biblioteket”. Som handler om at han for 10 år siden var på biblioteket og skulle ind på en computer, og der fik så en nøgen dame frem på skærmen, hvilket fik ministeren til i en tale at fortælle ”Så skyndte jeg mig væk fra stationen og har aldrig vist mig der siden”.

Per Stig Møller brød sig ikke om den form for omtale og slog igen med påstanden om at ”Bibliotekarer kan ikke læse

Sådan kan debatniveauet jo også bevæge sig og da meget underholdende, hvis ikke lige det grundlæggende handlede om den manglende politiske interesse for hvordan vi udvikler Danmarks mest besøgte public service institution. Hvordan vi udvikler biblioteket som en af hjørnestene i videnssamfundet.

Formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen slog også lidt i bolledejen og efterlyste i en pressemeddelelse ministerens reaktion på en biblioteksudvikling, hvor der lukkes filialer, skæres i åbningstid og fyres folk, samtidig med at stadig flere borgere bruger bibliotekerne. Men standardsvaret er vist, at det er op til den enkelte kommune.

Det fik forleden Berlingske Tidendes kulturredaktør Jens Andersen til at kravle op på bogbjerget og råbe vagt i gevær. Den 7. januar skrev han: ”Hvad er egentlig vigtigst for Per Stig Møller - Vedersø Præstegård eller Danmarks biblioteker ? Jeg spørger, fordi det i det forløbne år syntes at ligge kulturministeren mere på sinde at tage vare på Kaj Munks minde end at rejse en yderst tiltrængt diskussion om de danske bibliotekers opgaver og udfordringer i vor digitale tids alder.

Ministerens nærmest eksplosive handlekraft i forhold til en digterpræst, der i 1930erne var forblændet af Hitler, som meget få danskere læser ( og mennesker under 50 knap ved, hvem er), virker helt grotesk i forhold til samme ministers sted moderlige omgang med det danske biblioteksvæsen i sine første ti måneder som kulturminister.

Det fik ved årets udgang formanden for Danmarks Biblioteksforening , Vagn Ytte Larsen, og formanden for Bibliotekarforbundet , Pernille Drost, til at skrive åbne julekort til Per Stig Møller, hvor de efterlyser en mere synlig og visionær minister.

HØRT! I SNART to årtier er det danske biblioteksvæsen blevet skåret helt ind til benet og har fået amputeret flere og flere lemmer. På trods af det har samme væsen vist sig at være en af de mest omstillingsparate kulturinstitutioner i Danmark. Konstante, massive besparelser , indskrænkninger og lukninger er blevet modtaget som endnu en kreativ udfordring, og ret så mirakuløst har det danske biblioteksvæsen formået fortsat at være rygrad i vores udpinte dannelseskultur.

Alene af den grund fortjener folkebibliotekerne langt mere respekt af deres minister end de forkølede, grænsende til useriøse, udmeldinger fra Per Stig Møller, der bl. a. handler om, hvor chokeret ministeren blev for ti år siden, da han erfarede, at der ikke længere fandtes kartotekskort på det lokale bibliotek og blev henvist til en PC, hvor en nøgen dame dukkede op på søgesystemet. Havde det så bare været Kaj Munk.

DET ER PÅ høje tid, at ministeren vover sig ind i en mere kvalificeret diskussion om bibliotekernes fremtid. F. eks. med udgangspunkt i den digre 2010-rapport om » Folkebibliotekerne i videnssamfundet«. Et kulturministerielt udspil fra Carina Christensens tid, kulturministeren nærmest har ignoreret.

Fred være med, at den Kaj Munk-glade minister i en sparetid kaster yderligere statsstøtte ind i bevarelsen af en åndeligt forvirret digters arvegods. Men Danmark kan dårligt leve med et biblioteksvæsen , der fortsat må sejle sin egen urolige sø, fordi ministeren ikke kan afse tid til at mødes med væsnets repræsentanter eller fastholder, at nedskæringer vedrørende den danske kulturarv blot er kommunernes ansvar.

Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for og på heroisk vis fortsat prøver at rumme.
Desværre under betingelser som er blevet ringere og ringere under en regering, hvis omsorg for den danske kanon og kulturarv, man efterhånden har svært ved at tage alvorligt.
»Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for.«.”

Sådan klart udtrykker Jens Andersen det fra berlingskes bogbjerg sing frustration over den manglende politiske debat. Jeg håber det fører til at vi får gang i den debatten om hvordan vi udvikler landets mest populærer kulturinstition, så det ikke kun er et politisk spareobjekt, når der skal lægges budgetter.