fredag den 31. maj 2013

Kan kultur bruges som social løftestang?


Jeg har i flere år turneret rundt og talt om bibliotekernes public service forpligtelse. På den baggrund er jeg begejstret for den ide som de radikales kulturordfører Marlene Borst Hansen i dag lancerer i Berlinske om, at der skal være sådan en forpligtelse for de kulturinstitutioners der modtager statsstøtte. 
(NU er hun jo godt nok min kone, men derfor kan jeg jo godt undtagelsesvis være enig med hende, selvom jeg ikke deler politisk anskuelse)


Radikale: Kultur skal hjælpe de udsatte
www.b.dk
De Radikale foreslår, at teatre, museer og andre kulturinstitutioner forpligtes til at gøre noget for hjemløse og prostituerede. Museernes organisation siger nej til detailstyring, og også Rådet for Socialt Udsatte foretrækker frivillighed.

I bibliotekerne betyder public service forpligtelsen populært udtrykt, at vi skal ha noget af det hele, så der er noget til alle borgerne uanset deres sociale og uddannelsesmæssige baggrund. Den selvvalgte public service forpligtelse betyder også, at man skal lave aktive reach out strategier og være der, hvor nogle af de, der ikke selv opsøger os, er. Dermed ikke sagt at man kan eller skal have ALT og være noget for ALLE, og der er også store kommunale forskelle i bibliotekernes prioriteringer, sådan skal det være for borgerne er forskellige og kommunalpolitikerne har forskellige ønsker.

Læs mere om bibliotekerne og Publicservic Biblioteket er også for andre end Informations læsere
Bibliotekerne er ikke altid gode nok til at inddrage nye brugergrupper, men på nogle områder er det lykkedes. F.eks. i forhold til at være en integrationsskabende faktor, hvor Nydanskere er storforbrugere af biblioteker. Vi har også reach out projekter som Bogstart, hvor vi opsøger børn i udsatte boligområder i deres hjem. 

Men ingen tvivl om at bibliotekerne kunne gøre det bedre. At bibliotekerne kan være mere opsøgende og skabe tilbud der er mere bredtfavnende, også i forhold til socialt udsatte. 

Så derfor synes jeg vi skal være opmærksomme på den politiske debat, som altså udtrykkes i berlingske i dag om, at kultur skal bruges som social løftestang, hvilket vel er hovedbudskabet fra de Radikale, som foreslår, at statsstøttede kulturinstitutioner skal forpligtes til at gøre en særlig indsats for udsatte grupper, f.eks. prostituerede og hjemløse, som ellers ikke benytter sig af kulturtilbuddene. Og en ny statslig pulje på 12 mio. kroner.

Samtidig synes jeg også vi skal være opmærksom på at kulturpolitik og socialpolitik ikke er det samme og vi skal erstatte dem med hinanden. Men at kulturpolitiken bør være mere inkluderende synes jeg er en rigtig vej. Jeg tror kultur er den vigtigste faktor i forhold til at skabe sammenhængskraft og forståelse, men at den ikke kan løse de socialeproblemstillinger.

Men det er vel også det der er budskabet, når de radikales ordfører siger til Berlinske :
»Vi skal på ingen måde bruge kulturen til at føre socialpolitik. Vi skal ikke ud og redde nogen med kulturen. Det handler om at give flere mennesker den følelse, som du og jeg og mange andre får ved at opleve kultur,« siger Marlene Borst Hansen. Populært sagt, så får et museumsbesøg ikke prostituerede til at opgive prostitution, ligesom hjemløse ikke får en bolig af at gå i teatret. Men hvad får de så ud af det?»Jeg læste engang en tekst, hvor man spurgte, hvorfor ældre mennesker læser bøger eller går i teatret - de skal alligevel snart dø. Det er provokerende, men et meget eksistentialistisk spørgsmål. Hvad er det, vi bruger kunsten og kulturen til? Det beriger vores liv, men det kan ikke måles.«

Men det vil der være rig mulighed for at drøfte når de radikale holder debateftermiddag på Vartov i dag kl 14.00 Man kan så undre sig over, hvilket segment de henvender sig til med at kalde et møde kl 14.00 for et Fyraftensarrangement om kultur som socialpolitisk løftestang ;-)

torsdag den 30. maj 2013

Offentlighedslov - hvad er op og ned her fra hvor jeg står?



I dag anden behandles offentlighedsloven i Folketinget. Er den så sort-hvid som det lyder på debatten?

Der har været en stor og skinger debat om de ændringer som er foreslået i offentlighedsloven, særligt to paragraffer. Jeg synes det er svært at gennemskue debatten og savner nogle nuancer, så jeg har forsøgt at dykket lidt ned i argumenterne og se på dens betydning for demokratiet.

Det er sjældent, at se en samlet presse være så enige som når det kommer til forslaget om ny offentlighedslov. Det kan så undre at de vågner så sent, da loven faktisk har været under vejs i flere år.
Men ok, nu protesterer de. Det er måske naturligt nok, fordi de har en naturlig interesse i, at alt er offentligt, så de kan få deres gode historier og sælge aviser. De betragter også sig selv som den fjerde statsmagt, der har til opgave at kigge myndighederne i kortene. Det er godt og sundt i et demokrati, at have en aktiv presse der påtager sig den opgave, men det er ikke det samme som at total offentlighed om alt er godt for demokratiet.

Derfor er der vigtigt at holde nuancerne om offentlighedsloven for øje, og at man i denne sag som i alt andet ofte tager stilling ud fra egne interesser. Bibliotekerne har faktisk også interesser i offentlighedsloven, da de grundlæggende er institutioner, der skal sikre borgerne adgang til de offentlige informationer i samspil med forvaltninger, arkiver og statsadministration. Jeg har selv deltaget i alvorlige debatter i hos American Library Association sammenhænge om den hårfine balance mellem offentlig tilgængelige oplysninger og censur i forhold til skiftet mellem Buch og Obama administrationens "offentlighedslov", hvor Library of Congress spiller en vigtig rolle, for hvad der er adgang til. Og jeg tror nok vi i Danmark ville trukket censurkortet, hvis vi var blevet ramt af de sidste Bush år "offentlighedslovsprincipper" efter 9-11. Bare for lige at have et perspektiv.

Jeg har på den baggrund forsøgt at dykke ned i lovarbejdet og debatten om den nye danske offentlighedslov, og jeg er ikke selv helt afklaret om min indstilling til lovudkastet. Men jeg synes debatten har være skræmmende unuanceret. Både fordi regering med en justitsminister i spidsen har været så svage i argumentationen om hvorfor der skal stramninger til i de to-tre paragraffer de foreslå, at det på det nærmeste diskvalificerer loven. Klimaks kom i et interview i Deadline, hvor ministeren blev spurgt utallige gange, om han kunne komme med konkrete eksempler, på hvorfor stramninger var nødvendige, men INGEN kunne komme med. Det tænkte eksempel han så kom med om behov for fortroligt rum, findes i forvejen viste Information på baggrund af aktindsigt

Fra den anden siden kulminerede pressens manipulatorisk fremstilling, da Martin Krasnik i Deadline fandt det relevant at oplyse, at Eva Smith er politikerdatter i debat om habilitet, samtidig med at han fejlciterede betænkningen. Når en journalist, som jeg ellers har stor tillid til, når ned på det niveau i en debat, kan jeg ikke lade være at tænke på om det her handler om noget helt andet end demokratisk indsigt. Yderligere skærpedes min opmærksomhed om presses objektivitet, da 9 chefredaktører valgte at sende en fælles protest til justitsministeren og de så valgte Poul Madsen fra Ekstra Bladet, som talsmand på det, blev jeg ærlig talt mistænksom.

Fandt en RUC opgave om netop det dilemma Dagspressen dækning af den nye offentlighedslov.pdf
De har en hypotese om, at journalisterne står overfor et dilemma, når de skal dække
tilblivelsen af offentlighedsloven. For hvis journalistikken forsvarer sin ret til aktindsigt i højere grad end, hvad der må betegnes som relevant for debatten i det gældende demokrati, risikerer den samtidig at komme i karambolage med en anden central forståelse; rollen som saglig og nøgtern nyhedsformidler. Deres analyse af 137 artikler viser at journalisterne ikke formår at holde denne balance. Se analysen

Men grundlæggende er det svært at finde nuancer i debatten. En stor del af skylden må det store folketingsflertal nok tage på sig (A, B, C, F, V) da de ikke har formået at komme med en argumentation der anskueliggjorde hvorfor ændringerne er nødvendige. Hverken over for presse eller det politiske mindretal.

Heldigvis er der andre der forsøger at finde en nuanceret balance. En af mine venner, som er byplanlægger i en kommune udtrykte forleden denne denne nuance:
"Jeg er meget i tvivl om de omtalte ændringer i offentlighedsloven, når jeg hører Martin rasnik interviewe Morten Bødskov eller andre, så virker modstanden overbevisende - men journalister har måske også andre interesser end at de rigtige beslutninger bliver truffet. Jeg holder det op mod egen dagligdag, hvor arbejdet netop går på at forberede lokale politiske beslutninger. Jeg ved bare, at hvis ikke der er rum for rådgivning uden offentlighedens inddragelse, så er der ultimativt risiko for at indføre amerikanske tilstande, hvor man udskifter embedsværket samtidig med at politiske styrer ændrer sig, det kan føre til flere private chef/politiske møder med private interessenter uden at ekspertise inddrages, det kan betyde at gode ideer skydes ned fordi pressen eller andre starter en debat før ideerne er velforberedte. Det er ikke entydigt, at man skal være modstander af et ikke offentligt rum for idéudvikling"

Et andet menneske jeg har stor tillid til, når det kommer til juridiske fortolkninger og ytringsfrihed er Mediejuristen Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen.

Han har siddet i Offentlighedskommissionen, som har arbejdet med forlaget i 7 år. Han har som så mange andre påpeget problemerne i de to mest omstridte paragraffer i forslaget til den ny offentlighedslov, nemlig paragraf 24 om ministerbetjening og paragraf 27 stk. 2 om udveksling af dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer. Begge paragraffer udvider nugældende praksis om fortrolige dokumenter, så de fremover også omfatter de dokumenter der udveksle mellem styrelser og ministerier, samt mellem minister og folketingsmedlemmer.

Senest har han i Information også påpeget et mere grundlæggende problem i hele den administrative struktur, han mener nemlig vi har et problem, da embedsmændene i stigende grad skal varetage både at udvikle politikken og give kvalificeret modspil. De får derved stor magt, men er angste for at blive kigget efter i kortene. Han er midtvejs i et forskningsprojekt om offentlighedsloven i nordisk belysning. Der er markante afgørende forskelle på forvaltningskulturen i de nordiske lande og i den forbindelse siger han til Information 

»I Sverige, Norge og Finland får en minister følgeskab af statssekretærer, som er en slags viceministre, foruden deciderede politiske rådgivere. Det betyder, at den almindelige faglige rådgivning varetages af embedsmændene, mens den politisk-taktiske rådgivning varetages af de politiske rådgivere og statssekretærerne,« siger han.

»Anderledes i Danmark, hvor ministrene kun har kommunikationsrådgivere, men ikke personer, der er kvalificerede til at udvikle politikken eller give kvalificeret modspil til embedsmændene. I stedet skal de almindelige embedsmænd i stigende grad varetage begge dele. Og som sagt er det efter min opfattelse forklaringen på topembedsværkets store interesse for paragraf 24 og 27 stk. 2.«

»Efter min bedste overbevisning er vi nødt til at tage et opgør og få adskilt den faglige rådgivning fra den politisk-taktiske, hvis vi skal have et levende demokrati, hvor offentligheden stadig har ret til indsigt i grundlaget for beslutningerne.«

Jeg synes han har fat i en meget vigtig pointe og måske er det mere det man skal forholde sig til, mere end størrelsen af det fortrolige rum som bliver defineret i paragraf 24.

Oluf Jørgensen er så iøvrigt ikke selv helt resistent i sin argumentation. Tilbage i 2009 skrev han selv i en kronik i Information at "Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet"
"Der skal være plads til at tænke, at tænke forkert og at drøfte sager med kolleger under forberedelsen af lovforslag uden at risikere, at idéer og skitser kan komme på avisernes forsider"


Men lige denne mangel på resistens rammer pointen, at argumentationen ikke kan være sort-hvid. Der er brug for et fortroligt rum og statsadministrationen har udviklet sig, så ministerbetjening ikke længere kun er noget der bliver foretaget i ministeriet, som det var da offentlighedsloven sidst blev revideret og definerede det som et fortroligt rum. Nu foregår ministerbetjening også mellem styrelse og departement og derfor har de brug for en udvidelse af det fortrolige rum. På samme vis kan man sige, at informationer udvekslet mellem folketingsmedlemmer og minister i dag er offentlige, hvis de bliver skrevet ned og udvekslet. Det er de derimod ikke hvis de udvekslet mundtligt. Altså offentligt hvis det er via mail, men ikke hvis det er via telefon. Er det den rigtige skillelinje?

Som udgangspunkt synes jeg det er skræmmende i et demokrati, hvis magthaverne lukker offentligheden ude, men jeg synes også vi skal have respekt for et arbejde parlamentariske demokrati, som kræver en vis fortrolig i forhandling og betjening af politikerne. Udfordringen er så at finde balancen, og her kan det godt være at §24 og §27 går for langt....men vi må finde en balance.

Så lad os finde nuancerne frem og bruge det demokratiske våben SAMTALEN inden tredje behandlingen. 

tirsdag den 28. maj 2013

De unge er aktive demokrater…men vælger det formelle demokrati fra

I Danmarks Biblioteksforening er vi med i et projekt under titlen:
"HVAD SKAL JEG MED KOMMUNEN? – UNGE, BIBLIOTEK OG BORGERSERVICE”

Tesen fra start var at:
"Vi oplever at danske unge er digitalt dygtige, men de mangler basal viden om og tillid til det offentlige Danmark og til de digitale ydelser, der udvikles i disse år. I digitaliseringsstrategierne er de en overset gruppe. Derfor vil projektet inddrage unge i udviklingen af serviceydelser og læringsforløb i forhold til de unges aktuelle livssituation: bolig, uddannelse, udenlandsophold etc."

Den tese bliver nok løbende udfordret, specielt fordi vi nok har taget udgangspunkt i et lidt for stereotypt billede af en hel generation. Det kan man selvfølgelig ikke, for generation "ung" er ligeså forskellig som alle andre også i deres tilgang til både det digitale, til demokratiet og viden om det offentlige.

Det er vi dykket lidt mere ned i og havde på sidste styregruppemøde blev vi udfordret af Chefkonsulent Michael Hedelund DUF, der tog udgangspunkt i de unges lave deltagelse i kommunevalget 2009 og lagde op til debat om, hvad der skal til for at øge den i 2013. Han lagde også stor vægt på at Unge er …
-Politisk interesserede
-Frivilligt engagerede (som aldrig før)
-Politisk vidende (kender de demokratiske rammer)
-Politisk bevidste (har holdninger)
-Politisk aktive (som aldrig før)
…...men altså vælger det formelle demokrati fra

Se Michael Hedelund PP her:

Se også: [PDF] valgretskommissionens forslag "Sådan sikrer vi demokratiet"

I vores projekt har vi naturligt nok fokus på kommunevalget i 2013, hvor vi har et mål om at bibliotekerne skal være med til at øge valgdeltagelse blandt de unge.

Vi har derfor også kigget på Københavns Universitets projekt om valgdeltagelse med titlen:

"Hvad får os til at stemme?"
Ved kommunalvalget i 2009 blev der fortaget den hidtidige største undersøgelse af valgdeltagelsen via valglister for 44 kommuner, omfattende over 2,3 mio. vælgere. Undersøgelsen gav et unikt indblik i de enkelte befolkningsgruppers valgdeltagelse – herunder uligheden i valgdeltagelsen – og identificerede mulige forklarende faktorer. Undersøgelsen gentages ved kommunalvalget 2013 i kombination med felteksperimenter, der muliggør at tilvejebringe evidens om, hvilke initiativer, der virker, hvis valgdeltagelsen ønskes øget i fremtiden. 
I 2009-undersøgelsen blev det identificeret, at unge og nydanskere har en betydelig lavere valgdeltagelse end befolkningen som helhed. Dette har givet anledning til betydelig bekymring fra politisk hold, og det er derfor nødvendigt at følge udviklingen over tid.

Vi tror at bibliotekerne ved at spille en mere aktiv rolle i forhold til de unge kan være med til at ændre dette billede. Derfor arbejder vi både i projektet og i Danmarks Biblioteksforening på en række initiativer i forhold til at øge de unges valgdeltagelse.

Hvis du har en god ide er du mere en velkommen til at skrive til mig msh@db.dk

mandag den 27. maj 2013

Er det en god ide at slå museum og bibliotek sammen?

Tegnestuen BARCH lavet en 3-D
model af bygningen
-et drømmebillede- af hvordan fremtidens
Maltfabrik kunne se ud 

I dag starter Danmarks Biblioteksforning som deltager i et spændende projekt om, at skabe et fælles bibliotek og museum i Syddjurs Kommune. I Syddjurs har de i et stykke tid arbejde med planer om, at finde en måde at samordne de to institutioner i helt nye spændende rammer midt i byen. Synergien skulle så også gerne rumme mange andre aktiviteter end blot museum/bibliotek. De kalder projekt Den ny Maltfabrik og du kan læse mere om projekter på deres hjemmeside her eller læse deres projektbeskrivelse fra de startede projektet 



Ud over at jeg synes det er et interessant og visionært projekt, så er det for mig personligt spændende at deltage i, da jeg dengang jeg startede i biblioteksverdenen for over 10 år siden arbejdede med sådanne samarbejder. Dengang arbejde jeg i Ringsted Kommune med ideen om, at skabe en ABM institution (Arkiv, Bibliotek, Museum). Vi nåede dengang så langt, at projektet var politisk vedtaget og personalegrupperne var involveret i at lave fælles vision, samt beskrive de fysiske rammer for en ny institution med navnet "Historiens Hus". Projektet er dog stadig ikke blevet gennemført, da den politiske vilje til at bevilge de fornødne midler i sidste ende ikke var til stedet. 

Den gang var der generelt stor fokus på ABM samarbejder, hvor man også internationalt skabte nye konstruktioner som f.eks. fælles ABM ministerium/styrelse i både Englang og Norge. En organisering som dog siden har ændret sig, hvor man i Norge igen har valgt at sektoropdele og i England også har rullet tilbage. I Danmark kan man dog for tiden spore en interesse for samarbejde på statslig plan, hvor man sidste år valgt at slå kunst-, kulturarvs-, og biblioteksstyrelserne sammen til en styrelse med navn Kulturstyrelsen. Om formålet er, at øge samarbejdet mellem de forskellige instutitionstyper ude i virkeligheden eller det er en statslig spareøvelse, er dog lidt uklar.

Alt andet lige, så er det interessant  hvordan man tænker de forskellige institutionstyper sammen, sådan at borgerne kan få mere ud af dem. Jeg tror der på sigt er økonomiske rationaler i at samordne institutionerne på tværs, men fokus bør være, at få flere borgere til at bruge biblioteker og museer til gavn for dem selv og vidensdanmark. 


I Ebeltoft har kommunen og de to involverede institutioner planer om, at:
·         samordne de to Ebeltoft-afdelinger af hhv. Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland til "en enhed" 
·         arbejde frem mod flest mulige fælles funktioner, værdier og spilleregler samt synergi i drift og udvikling
·         lokalisere enheden i Ny Malt, kommunens kommende kreative og multifunktionelle kultur-, fritids-, viden- og erhvervshus (en gammel maltfabrik, centralt beliggende i forhold til både by og havn)

·         gennemføre en god og lærende proces for de berørte og øvrige relevante medarbejdere og ledere i de to organisationer - mhp. fælles ejerskab og engagement
·         arbejde netværksorienteret i forhold til de øvrige primære interessenter i Ny Malt

Men følg selv projektet her og jeg vil jo nok også skrive mere om det. 

onsdag den 22. maj 2013

Danmarks Biblioteksforening bakker op om digitale bibliotekstilbud

Denne overskrift burde være overflødig, men DB føler sig kaldet til at sende budskabet endnu engang, på baggrund af, at BFs fagmagasin PERSPEKTIV den 16. maj 2013 bringer et indlæg af Jakob Wandam, bibliotekar hos DBC.

Jakob Wandam påstår, med henvisning til DBs digitale biblioteksprincipper,  vedtaget af DBs Forretningsudvalg i marts 2013, at ’Biblioteksforeningen dumper Bibzoom’ 

Det har fået formanden for DB til at sende et svar, da en sådan tolkning af DBs Digitale principper er i bedste fald en fejlfortolkning.

Danmarks Biblioteksforening bakker op om tilbud, der giver borgerne adgang til digitale materialer via bibliotekerne, sådan som f.eks. BibZoom og andre tjenester gør det. Nøjagtig på samme vis som DB synes, at det er godt, at der er mulighed for at bibliotekerne kan købe adgang til e-bøger via eReolen og netop nu også via eBib.

DBs digitale principper udtrykker ikke modstand mod de enkelte tilbud, men advokerer for, at man bør finde samlede løsninger for fremtiden i regi af DDB. Desuden at man bør evaluere alle de eksisterende tilbud for at høste erfaringer og finde en god samlet løsning til fordel for borgerne.

Det er vist klart for de fleste, at der p.t. afprøves forretningsmodeller på forskellige vilkår og med forskellige muligheder for de involverede parter. De giver alle værdifulde erfaringer til bibliotekernes fremtidige arbejde, netop på grund af de forskellige grundlag tilbud og forsøg skrues sammen på.

DBs digitale biblioteksprincipper udtrykker foreningens ønsker til og bud på, hvordan man fremover kan sikre borgerne adgang til de digitale materialer, og alle igangværende forsøg er vigtige bidrag til den nødvendige indsamling af erfaring på området. DB ’dumper’ således ingen af de nuværende tilbud og forsøg.

Læs DBs digitale biblioteksprincipper på www.db.dk/biblioteksprincipper

onsdag den 15. maj 2013

En trussel mod ytringsfriheden

Et nyt lovforslag(L185), formuleret med kurdiske ROJ TV i tankerne, vil give mulighed for at inddrage sendetilladelsen, hvis f.eks. en reportage fra en træningslejr fortolkes som at ’fremme terror’

F.eks. kunne grønjakkesagen som i sin tid var en straffesag (266B) om        racisme, have ført til at DR havde fået inddraget sendetilladelsen, hvis L185 havde været lov dengang.
Lasse Jensen har i dag et glimrende indlæg i Information om dette lovforslag, som kan ses her

Det er en trussel mod ytringsfriheden. Så lad os opfordre regeringen til at få ændret det lovforslag.

mandag den 13. maj 2013

Help the Library fight a $47 million City budget cut

"Tell the City to Keep Libraries Strong—Send a Letter" 
-sådan skriver New York Public Library i deres seneste nyhedsbrev, med en opfordring til at protestere mod de planlagte besparelser. Enten kan man skrive et protestbrev eller selv donere et beløb. Det sidste er nok en temmelig amerikansk måde at gribe den problemstilling an på og i Danmark er der nok ikke mange borgere, der vi gribe den løsning, da vi jo har betalt over skatten.

Men er det at den offentlige institution opfordrer til at skrive en protestmail til politikerne også amerikansk eller kunne man forestille sig et bibliotek eller anden offentlig institution gøre det i Danmark?

New York Public Library, har oven i købet lavet muligheden så intelligent, at man bare skal skrive sit navn og adresse, så finder "systemet" selv ud af hvilket Council Member der skal modtage mailen, som også sendes til borgmesteren.  Man klikker bare direkte ind via nyhedsmailen eller hjemmesiden.

I går var der en bekendt der skrev til mig
"Anyway – så er dette da et interessant bud på opråb/brugerinddragelse/frivillighed….. - eller måske bare uopdragen og uartig upassende indblanding i politik"
Det er vist en meget rammende analyse af den sag. Kunne du forestille dig en sådan kampagne blive lavet af en offentlig institution i Danmark?

Se kampagnen her:





tirsdag den 7. maj 2013

Borgerteket, Kulturteket, Demokrateket


Koldingbibliotekerne har gang i en spændende og inspirerende proces, som jeg tror vi kan lære meget af. Udgangspunktet er, at de skal have en ny vision for perioden 2014-2017. Visionen skal medvirke til, at der både internt og eksternt skabes sammenhæng og mening i de aktiviteter og udviklingsforløb, som igangsættes i de næste fire år.

For at sikre, at visionsprocessen kommer godt fra start og at de får tilstrækkelig med flyvehøjde, som de selv udtrykker det, er de i gang med at indsamle inspiration og afdække forskellige udviklingsperspektiver. Det er jeg så heldig at få lov at medvirke i.

De er startet med at interviewe en række personer med viden inden for kultur- og biblioteksverdenen om deres holdninger til, hvordan Koldingbibliotekerne bør se ud i 2014-2017. De mange input har de omformet til tre scenarier for, hvordan Koldingbibliotekerne kan udforme sig. Hvert scenarie repræsenterer en ambition for en retning, biblioteket kan gå.

Det tre bud er:
  • Borgerteket-Det første scenarie vægter borgerinddragelse og borgerskabte aktiviteter højt.
  • Kulturteket-Det andet scenarie er der fokus på oplevelser, og der tilbydes et hav af kulturarrangementer til borgerne.
  • Demokrateket -Det sidste scenarie lægger vægt på biblioteket som demokrati- og solidaritetsskabende institution. En uddybende beskrivelse af scenarierne følger

At de har udtrykt sig i disse tre scenarier betyder ikke at de har "glemt" digitaliseringen, som netop Koldingbibliotekerne faktisk har arbejdet ret meget med, men spørgsmål om digitalisering (det bogløse biblioteket, det virtuelle bibliotek) og tilgængelighed (døgnåbent, bibliotkeket hos frisøren, mekanikeren og i supermarkedet) er blevet diskuteret og skal fortsat indgå i udforskningen af fremtidens bibliotek som en del af det hele.

Min rolle i deres proces er lige nu, at forholde mig til, hvad de tre scenarier rummer af
potentialer og udfordringer. Samt at forholde mig til følgende spørgsmål:

– Hvad kan biblioteket, som ingen andre institutioner kan?
– Hvilken rolle skal Koldingbibliotekerne spille i fremtidens lokalsamfund?
– Hvordan skal Koldingbibliotekerne udvikle sig for at udfylde denne rolle?
– Hvad er Koldingbibliotekernes største trussel?
– Hvad skal i fremtiden differentiere Koldingbibliotekerne fra andre biblioteker?

Det er en udfordring for mig, men også en rigtig spændende proces at indgå i, hvor jeg blot er en blandt flere andre udefra som de inviterer ind til at forstyrre processen. Jeg håber at jeg kan inspirerer Koldingbibliotekerne og jeg er sikker på at de i hvert fald kan inspirere mig og jeg vil håbe de formår at sprede deres ideer og hele måde at gribe visionsprocessen an til andre virksomheder, for hold da op, hvor er der energi i det.

Når man skaber scenarier for sine visioner på den vis, kræver det et godt bud på hvem fremtidens bruger er og hvad borgerne forventer i fremtiden, samt hvad de der borgere kunne tænke sig at bruge biblioteket til. Det er noget af det der optager mig meget for tiden. Derfor tager jeg i mit oplæg udgangspunkt i Torben Steno bud på hvordan kulturbrugeren ser ud. Det har han kaldt "Grey Helmet Hair", og selvom hans opfattelse af kulturbrugeren er stigmatiseret, så har han fat i nogle tendenser og det er fandeme sjovt.
(Du kan se mere om Hvem der egentlig kommer på bibliotekerne? som jo er en noget bredere kreds end Steno tror.)







Du kan se alle mine PowerPoint til oplægget her: 





fredag den 3. maj 2013

What is the Digital Public Library of America (DPLA)

The question that has most frequently come up in the course of the two-year planning process for the Digital Public Library of America (DPLA) has been a very simple one: What is it?
See: What is the DPLA?
I think we in Denmark could learn a lot from the U.S. process. In any case, in Denmark there are also many who ask about what the Danish Digital Library is?

In Denmark we don't have a simple answer. Although the U.S. American process is more complex because it includes several different libraries and sectors. But in two years they progressed, so I hope we in Denmark can learn from the american proces and how they do in the states. Even though it is two different projects.

See: Kulturstyrelsen: Danskernes Digitale Bibliotek (in danish) or [PDF]

Danish Digital Library powered by "TING" - IFLA Annual Conference

The DPLA planning process began, back in October 2010, with agreement on a broad vision statement “an open, distributed network of comprehensive online resources that would draw on the nation’s living heritage from libraries, universities, archives, and museums in order to educate, inform, and empower everyone in current and future generations.”

They are not finish, but they are on the road and close to the goal. See more about (DPLA) and the process

ljx130402webPalfrey1 What is the DPLA?

onsdag den 1. maj 2013

Jorden kalder - 1. maj handler også om KULTUR

Kilde www.fyens.dk
1. maj er arbejdernes internationale kampdag og der bliver rundt om i landet holdt mange højtidelige taler om klassekamp og solidaritet.

Men hvad er det der styrke solidariteten mellem de forskellige befolkningsgrupper? Er det udelukkende en politisk/økonomisk klassekamp eller handler det også om andre kulturelle betingelser. Handler solidaritet også om at skabe en kulturel ramme, hvor alle får en mulighed for at kunne deltage. Det tror jeg og for mig at se skriver biblioteker sig ind i denne kulturkamp, om at skabe sammenhængskraft i et videnssamfund, hvor der er store skel mellem dem der har og de der ikke har (viden)

Jeg har før skrevet om, at man gang på gang kan man opleve arbejderpartiernes 1. maj taler, hvor de stort set ikke nævner kultur og slet ikke som sammenhængskraft i et polariseret videnssamfund. I samfundet er det ikke kun økonomien der skiller, men også i høj grad viden og uddannelse, noget som vi i høj grad mærker på bibliotekerne. I stedet er en tendens til at nævne kultur som det der skiller og deler. Altså en DEM og OS definition, som man ellers tidligere skulle langt over på højrefløjens indvandredebat for at finde. Se f.eks. 1. maj solidaritet uden kultur
Cover
Udlændinge forbløffes over, 
at man på køreture gennem 
det danske sommerland støder 
på ubemandede boder med
friske jordbær, 
sprøde asparges og en lille 
cigarkasse med byttepenge. 
Endnu mere forbløffende er det, 
at bodens ejer om aftenen kan 
hente en fyldt pengekasse. 
Stort set alle andre 
steder i verden 
ville både jordbær, asparges 
og penge være væk.

Vi er også foregangsland
i forhold til Åbne Biblioteker
som betegner biblioteker,
hvor borgerne selv kan lukke
sig ind selvom personalet ikke
er der.

Men danskerne er verdensmestre 
i tillid: 
Vi stoler på vores statslige 
skrankepaver og vores 
pertentlige politi, 
og vi stiller ubekymret vores børn i 
ubevogtede barnevogne 
uden for butikker. 
Umiddelbart kan det virke tåbeligt 
og blåøjet med al den danske tillid. 
Set fra et samfundsmæssigt synspunkt 
er det dog smart, 
at vi er så tillidsfulde, 
for social sammenhængskraft 
i et samfund 
er med til at give en god økonomi 
og en stærk produktionskraft. 
Så vi er ikke kun tillidsfulde, 
fordi vi har et velfærdssystem - 
vi har også et velfærdssystem, 
fordi vi er tillidsfulde.

Noget af den kulturellekapital som bibliotekerne biddrager med til samfundet, handler om at skabe tillid mellem mennesker for at bryde DEM og OS tankegangen.

Tillid som social kapital
Tillid er klart en vigtig forudsætning for givende deltagelse i et (nær)demokratisk samfund som det danske, og den tillidkultur som vi er bærere af i Danmark er betinget af den kulturelle udvikling. Gert Tingaard Svendsen, professor i Offentlig politik ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, har skrevet om det i sin bog ‘Tillid som social kapital’.

Tillid er noget, vi tager for givet, men ifølge Tinggaard Svendsen er den høje grad af tillid til andre, som danskerne har, endog grundlaget for, at danskerne ligger blandt verdens lykkeligste folk og landet blandt verdens rigeste lande. For nogle år siden udtrykte han på biblioteksforeningens årsmøde, at det koster på bundlinjen at se stort på faktorer, som skaber tillid mellem et samfunds borgere bl.a. steder som biblioteket. Udviklingen af kulturen skaber tillid og er derfor med til også at skabe økonomisk vækst. At hele 78% af befolkningen mener, at man kan stole på andre, gør os unikke. Et forhold, der udgør hele 25% af forklaringen på landets velstand, mens de andre 50% beror på arbejdskraften og dens kompetencer og de sidste 25% på den fysiske kapital i form af infrastrukturen.

Senest har han udgivet bogen ’Tillid’, der handler om det, man kunne kalde social tillid. Altså tillid til samfundets institutioner og borgere i almindelighed. Det måles ved, at man spørger folk, om de mener, at de kan stole på de fleste andre mennesker. I Danmark stoler 78 procent på de fleste andre mennesker. Bundskraberen er Brasilien med kun 5 procent tillidsfulde mennesker. Verdensgennemsnittet ligger omkring de 25 procent, og dermed er danskerne altså exceptionelt tillidsfulde sammen med Norge, Sverige og Finland. Et af svarene på hvorfor det hænger sådan sammen skal findes i vores kultur og den fokus vi har på at alle skal have mulighed for at deltage i det kulturelle liv.

Hvis man ser på Danskernes kulturvaner 2012 spiller bibliotekerne en vigtig rolle som generator for tillidskulturen, fordi de som den langt mest besøgte kulturinstitution, sikre at borgerne mødes, da vi kommer på bibliotekerne på tværs af sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige skel.

Det er en bred kreds af danskere, der benytter biblioteket, godt nok bruger personer med en lang videregående uddannelse oftere biblioteket end personer med kortere uddannelser, men til gengæld kommer lavtlønnede oftere end højtlønnede. Vi kan også se at andelen af nydanskere, der bruger biblioteket, er større end andelen af den samlede befolkning. Det er især de nydanske kvinder og de yngre nydanskere, der benytter bib­lioteket.

Biblioteket er en folkeinstitution og vi kan faktisk se, at stadig flere kommer, hvis vi måler hvor mange der kommer ind ad døren, sidste år var det over 36 mio. og vi kommer der ikke kun for at låne bøger og tilegne os viden, men for at møde alle de andre. For at deltage i og biddrage til det demokratiske samfund. Derfor handler den politiske kam også om at styrke folkeinstitutionerne for at skabe sammenhæng og vidensvækst. Se det er solidaritet, mon de husker det derude når de holder 1. maj taler.