Der er flere der har skrevet og spurgt om min blog er gået død, men nej det er den da ikke, selvom jeg måske har været lidt en dødbider. Jeg har vist bare prioriteret anderledes med lidt influenza, jul og hvad der nu sker i et årsskifte.
Men der er gang i debatten om kultur om biblioteker mange steder. Jeg har noteret mig at der har været lidt debat mellem fremtrædende biblioteksfolk og kulturministeren, om hans engagement i bibliotekssagen eller mangel på samme. Det startede med en artikel i Politiken som skrev at ”Per Stig Møller er fuldstændig væk” i forhold til sin interesse for biblioteker, hvilket formanden for BF og Danmarks Biblioteksforening bakkede op om.
Det afstedkom så endnu en artikel i Politikken om at ”Nøgne damer skræmte Per Stig væk fra biblioteket”. Som handler om at han for 10 år siden var på biblioteket og skulle ind på en computer, og der fik så en nøgen dame frem på skærmen, hvilket fik ministeren til i en tale at fortælle ”Så skyndte jeg mig væk fra stationen og har aldrig vist mig der siden”.
Per Stig Møller brød sig ikke om den form for omtale og slog igen med påstanden om at ”Bibliotekarer kan ikke læse”
Sådan kan debatniveauet jo også bevæge sig og da meget underholdende, hvis ikke lige det grundlæggende handlede om den manglende politiske interesse for hvordan vi udvikler Danmarks mest besøgte public service institution. Hvordan vi udvikler biblioteket som en af hjørnestene i videnssamfundet.
Formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen slog også lidt i bolledejen og efterlyste i en pressemeddelelse ministerens reaktion på en biblioteksudvikling, hvor der lukkes filialer, skæres i åbningstid og fyres folk, samtidig med at stadig flere borgere bruger bibliotekerne. Men standardsvaret er vist, at det er op til den enkelte kommune.
Det fik forleden Berlingske Tidendes kulturredaktør Jens Andersen til at kravle op på bogbjerget og råbe vagt i gevær. Den 7. januar skrev han: ”Hvad er egentlig vigtigst for Per Stig Møller - Vedersø Præstegård eller Danmarks biblioteker ? Jeg spørger, fordi det i det forløbne år syntes at ligge kulturministeren mere på sinde at tage vare på Kaj Munks minde end at rejse en yderst tiltrængt diskussion om de danske bibliotekers opgaver og udfordringer i vor digitale tids alder.
Ministerens nærmest eksplosive handlekraft i forhold til en digterpræst, der i 1930erne var forblændet af Hitler, som meget få danskere læser ( og mennesker under 50 knap ved, hvem er), virker helt grotesk i forhold til samme ministers sted moderlige omgang med det danske biblioteksvæsen i sine første ti måneder som kulturminister.
Det fik ved årets udgang formanden for Danmarks Biblioteksforening , Vagn Ytte Larsen, og formanden for Bibliotekarforbundet , Pernille Drost, til at skrive åbne julekort til Per Stig Møller, hvor de efterlyser en mere synlig og visionær minister.
HØRT! I SNART to årtier er det danske biblioteksvæsen blevet skåret helt ind til benet og har fået amputeret flere og flere lemmer. På trods af det har samme væsen vist sig at være en af de mest omstillingsparate kulturinstitutioner i Danmark. Konstante, massive besparelser , indskrænkninger og lukninger er blevet modtaget som endnu en kreativ udfordring, og ret så mirakuløst har det danske biblioteksvæsen formået fortsat at være rygrad i vores udpinte dannelseskultur.
Alene af den grund fortjener folkebibliotekerne langt mere respekt af deres minister end de forkølede, grænsende til useriøse, udmeldinger fra Per Stig Møller, der bl. a. handler om, hvor chokeret ministeren blev for ti år siden, da han erfarede, at der ikke længere fandtes kartotekskort på det lokale bibliotek og blev henvist til en PC, hvor en nøgen dame dukkede op på søgesystemet. Havde det så bare været Kaj Munk.
DET ER PÅ høje tid, at ministeren vover sig ind i en mere kvalificeret diskussion om bibliotekernes fremtid. F. eks. med udgangspunkt i den digre 2010-rapport om » Folkebibliotekerne i videnssamfundet«. Et kulturministerielt udspil fra Carina Christensens tid, kulturministeren nærmest har ignoreret.
Fred være med, at den Kaj Munk-glade minister i en sparetid kaster yderligere statsstøtte ind i bevarelsen af en åndeligt forvirret digters arvegods. Men Danmark kan dårligt leve med et biblioteksvæsen , der fortsat må sejle sin egen urolige sø, fordi ministeren ikke kan afse tid til at mødes med væsnets repræsentanter eller fastholder, at nedskæringer vedrørende den danske kulturarv blot er kommunernes ansvar.
Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for og på heroisk vis fortsat prøver at rumme.
Desværre under betingelser som er blevet ringere og ringere under en regering, hvis omsorg for den danske kanon og kulturarv, man efterhånden har svært ved at tage alvorligt.
»Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for.«.”
Sådan klart udtrykker Jens Andersen det fra berlingskes bogbjerg sing frustration over den manglende politiske debat. Jeg håber det fører til at vi får gang i den debatten om hvordan vi udvikler landets mest populærer kulturinstition, så det ikke kun er et politisk spareobjekt, når der skal lægges budgetter.
Men der er gang i debatten om kultur om biblioteker mange steder. Jeg har noteret mig at der har været lidt debat mellem fremtrædende biblioteksfolk og kulturministeren, om hans engagement i bibliotekssagen eller mangel på samme. Det startede med en artikel i Politiken som skrev at ”Per Stig Møller er fuldstændig væk” i forhold til sin interesse for biblioteker, hvilket formanden for BF og Danmarks Biblioteksforening bakkede op om.
Det afstedkom så endnu en artikel i Politikken om at ”Nøgne damer skræmte Per Stig væk fra biblioteket”. Som handler om at han for 10 år siden var på biblioteket og skulle ind på en computer, og der fik så en nøgen dame frem på skærmen, hvilket fik ministeren til i en tale at fortælle ”Så skyndte jeg mig væk fra stationen og har aldrig vist mig der siden”.
Per Stig Møller brød sig ikke om den form for omtale og slog igen med påstanden om at ”Bibliotekarer kan ikke læse”
Sådan kan debatniveauet jo også bevæge sig og da meget underholdende, hvis ikke lige det grundlæggende handlede om den manglende politiske interesse for hvordan vi udvikler Danmarks mest besøgte public service institution. Hvordan vi udvikler biblioteket som en af hjørnestene i videnssamfundet.
Formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen slog også lidt i bolledejen og efterlyste i en pressemeddelelse ministerens reaktion på en biblioteksudvikling, hvor der lukkes filialer, skæres i åbningstid og fyres folk, samtidig med at stadig flere borgere bruger bibliotekerne. Men standardsvaret er vist, at det er op til den enkelte kommune.
Det fik forleden Berlingske Tidendes kulturredaktør Jens Andersen til at kravle op på bogbjerget og råbe vagt i gevær. Den 7. januar skrev han: ”Hvad er egentlig vigtigst for Per Stig Møller - Vedersø Præstegård eller Danmarks biblioteker ? Jeg spørger, fordi det i det forløbne år syntes at ligge kulturministeren mere på sinde at tage vare på Kaj Munks minde end at rejse en yderst tiltrængt diskussion om de danske bibliotekers opgaver og udfordringer i vor digitale tids alder.
Ministerens nærmest eksplosive handlekraft i forhold til en digterpræst, der i 1930erne var forblændet af Hitler, som meget få danskere læser ( og mennesker under 50 knap ved, hvem er), virker helt grotesk i forhold til samme ministers sted moderlige omgang med det danske biblioteksvæsen i sine første ti måneder som kulturminister.
Det fik ved årets udgang formanden for Danmarks Biblioteksforening , Vagn Ytte Larsen, og formanden for Bibliotekarforbundet , Pernille Drost, til at skrive åbne julekort til Per Stig Møller, hvor de efterlyser en mere synlig og visionær minister.
HØRT! I SNART to årtier er det danske biblioteksvæsen blevet skåret helt ind til benet og har fået amputeret flere og flere lemmer. På trods af det har samme væsen vist sig at være en af de mest omstillingsparate kulturinstitutioner i Danmark. Konstante, massive besparelser , indskrænkninger og lukninger er blevet modtaget som endnu en kreativ udfordring, og ret så mirakuløst har det danske biblioteksvæsen formået fortsat at være rygrad i vores udpinte dannelseskultur.
Alene af den grund fortjener folkebibliotekerne langt mere respekt af deres minister end de forkølede, grænsende til useriøse, udmeldinger fra Per Stig Møller, der bl. a. handler om, hvor chokeret ministeren blev for ti år siden, da han erfarede, at der ikke længere fandtes kartotekskort på det lokale bibliotek og blev henvist til en PC, hvor en nøgen dame dukkede op på søgesystemet. Havde det så bare været Kaj Munk.
DET ER PÅ høje tid, at ministeren vover sig ind i en mere kvalificeret diskussion om bibliotekernes fremtid. F. eks. med udgangspunkt i den digre 2010-rapport om » Folkebibliotekerne i videnssamfundet«. Et kulturministerielt udspil fra Carina Christensens tid, kulturministeren nærmest har ignoreret.
Fred være med, at den Kaj Munk-glade minister i en sparetid kaster yderligere statsstøtte ind i bevarelsen af en åndeligt forvirret digters arvegods. Men Danmark kan dårligt leve med et biblioteksvæsen , der fortsat må sejle sin egen urolige sø, fordi ministeren ikke kan afse tid til at mødes med væsnets repræsentanter eller fastholder, at nedskæringer vedrørende den danske kulturarv blot er kommunernes ansvar.
Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for og på heroisk vis fortsat prøver at rumme.
Desværre under betingelser som er blevet ringere og ringere under en regering, hvis omsorg for den danske kanon og kulturarv, man efterhånden har svært ved at tage alvorligt.
»Kom nu ind i kampen, kulturminister! En langt, langt større national forpligtelse end Kaj Munks eftermæle er de sørgelige rester af en boglig dannelseskultur, landets biblioteker i et århundrede har været garant for.«.”
Sådan klart udtrykker Jens Andersen det fra berlingskes bogbjerg sing frustration over den manglende politiske debat. Jeg håber det fører til at vi får gang i den debatten om hvordan vi udvikler landets mest populærer kulturinstition, så det ikke kun er et politisk spareobjekt, når der skal lægges budgetter.
Kommentarer
Send en kommentar